Mia Caras malerier fortæller små historier i naivistisk stil. Fortællingen
foregår oftest i by- og gadelivet Motiverne er hentet fra det Københavnske
dagligdag, men mest fra Christianshavn hvor byrummet er så mangfoldigt.
Malerierne rummer en enorm livsglæde og varme. 

Mia Cara er specielt inspireret af de mange Københavnske tårne som fremstår
i næsten alle malerier. Hendes panoramabilleder, malet i fugleperspektiv og
med mange detaljer er som en anden fortolkning af Gasolin's sang "Se din by
fra tårnets top". Valg af farverne og brug af fineste oliefarver bidrager
yderligere for billedernes udstråling. 

Hverdagspoesi

af Tom Jørgensen /2011


Man behøver vel ikke sige det mere: naivisme har intet med ordet naiv at gøre. I hvert fald ikke, hvis man med naiv forstår ubehjælpsom og godtroende.

Mia Caras billeder demonstrerer med stor tydelighed, hvad naivisme går ud på: en meget bevidst forenkling af den ydre verdens fænomener, en ophævelse af centralperspektivet, en venden på hovedet af de eksisterende størrelsesforhold, så mennesker bliver uforholdsmæssigt store i forhold til f.eks. huse og en ofte humoristisk skildring af folkelivet.

I Mia Caras personlige udlægning af naivismen befinder vi os i det urbane miljø. Vi er i hjertet af København, nærmere bestemt Christianshavn, Kongens Nytorv, Tivoli og Gammel Strand. Alle de steder, hvor der er masser af mennesker, butikker og boder, kirkespir, gamle huse, kanaler og små grønne oaser. At kunstneren ikke kun lægger mærke til fortidens nostalgiske hovedstad, kan man se af hendes fascination af helt moderne bygningsværker som Olafur Eliassons bro, Det Roterende Tårn i Malmö, Den Sorte Diamant og de høje forlystelsestårne i Tivoli. Det er ikke alderen i sig selv, men det arkitektoniske særpræg, den visuelle originalitet, der har Mia Caras interesse.
Således er det påfaldende, hvor ofte vi ser det snoede barokspir på Thuras Christianskirke ligesom Nyrops Rådhustårn også viser sin smukke silhuet i mange malerier.

I disse arkitektonisk smukke omgivelser bevæger et omfattende personregister sig rundt, alle storbymennesker, der skøjter på Krinsens kunstige is, går tur med hunden, nyder et glas vin, solbader i parkerne, holder i hånd, læser avis, kysser, cykler, leger eller flanerer på en af Christianshavns voldgader. Stemningen er, som hos de fleste naivister, nærmest lykkelig. Og hvorfor skulle den ikke være det? Er det mere realistisk, mere ægte at være sortsynet pessimist og postulere, at alt går ad helvede til? Naturligvis ikke. Der er tale om kunst, om en kunstnerisk udlægning, ikke et stykke dokumentarisk virkelighed.

Under alle omstændigheder virker det. Man bliver i godt humør af at betragte Mia Caras malerier. Og det skal man bestemt ikke kimse af. Hendes billedverden er et koncentrat i miniformat, et univers, hvor man på magisk vis forføres, underholdes og ledes ved hånden, så man har det bedre bagefter. Det ser let ud, men er det naturligvis ikke, for der ligger hårdt arbejde bag hver eneste af hendes kompositioner, som er meget præcise og gennemtænkte. Vi lægger bare ikke mærke til det i den overstrømmende livsglæde, der strømmer ud fra hendes optimistiske og forsonende billedunivers.

Hverdagspoesi - det er det, man finder i alle Mia Caras herlige malerier.

Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, bachelor i Kunsthistorie

Christianshavneren nr. 3/ april 2009